Kære 12. klasse.
Det blev ikke, som vi havde håbet, og det blev ikke som det var planlagt, men det blev gjort, og nu
er I færdige og klar til at komme ud og videre.
Det er – uanset omstændighederne – stort og flot. I dag er det kun onsdag, men jeg vil stadig sige
tillykke med det.
Bortset fra det, er man altid nødt til at forholde sig til omstændighederne.
Jeg er så gammel, at jeg er vokset op med Bob Dylan-numre i æteren i tide og utide. Dylan fik
ganske vist Nobelprisen i litteratur for et par år siden, men derfor er det alligevel ret udbredt at
bedrive Dylan-bashing på forskellige platforme. Især blandt poeter, der selv synes, de er meget
bedre end ham.
Men det er de ikke. Han er nemlig god nok. Også når han lyder som et får med influenza. Han har
for eksempel et par linjer, han har skrevet i en sang til en af sine sønner. De lyder sådan her:
May your hands always be busy
May your feet always be swift
May you have a strong foundation
When the winds of changes shift
Umiddelbart lyder det paradoksalt. De travle hænder og den nok styrede, men høje fart i
lemmerne på den ene side – og det sikre, urokkelige fundament på den anden.
Men det er ikke et paradoks. Det er en relation eller en dynamik mellem egenskaber, man ikke kan
lade være med at tilønske unge mennesker i almindelighed og jer, som afgangselever, i
særdeleshed.
I skal både have et stærkt fundament og være dygtige til at bevæge jer med håndelag og sikkerhed
gennem verden og tiden. Eller rettere sagt: i forhold til verden og tiden. For forandringens vind vil
blæse, og det, der fungerede i går, fungerer ikke nødvendigvis i morgen. Man må selvfølgelig gøre
sig umage i sin planlægning, men som I allerede har lært, er det ikke sikkert, planerne holder.
Min morfar blev student i 1940. Det var samme forår, Nazityskland besatte Danmark. Det havde
han vist heller ikke planlagt. Man vælger ikke selv sine omstændigheder og man vælger ikke selv
sin tid.
Der findes folk, der siger, at man kan vælge sine kampe; men det er kun delvist sandt. Der er
omstændigheder og modstandere, man ikke kan undgå, og det er selvfølgelig også derfor, man
somme tider pådrager sig et nederlag.
Det skal man bare ikke fortvivle over. Og det kan man bedst lade være med, hvis man har et
stærkt fundament.
Hvis man ikke har et stærkt fundament, kan man hurtigt få den tanke, at livet er meningsløst, for
eksempel fordi man alligevel skal dø. I sådan en tanke er der lighedstegn mellem død og
meningsløshed. Men det er åbenlyst en forhastet slutning.
Det stærke fundament er bevidstheden om, at livet selvfølgelig er en måde at dø på, men, at
processen kan give mening og gives mening, selvom man kan få lov til at kæmpe for det. Men
kampen giver i sig selv mening, fordi de omtalte nederlag giver mening i forhold til de følgende
kampe – det giver nemlig indlysende mening at lære noget undervejs.
Vi har jo prøvet at lære jer noget – så I kan kæmpe og blive bedre til at kæmpe undervejs. Ikke for
at sige, at vi har været lige gode til det hele tiden, men det er faktisk det, vi har kæmpet for: at I
skal have indsigt i, at det er sjovere at lære noget af sine vanskeligheder end at lade være. Det er
det fundament, vi har prøvet at give jer.
Farten og sikkerheden i jeres bevægelser gennem rumtiden og i forhold til jeres historiske og
individuelle omstændigheder, kommer I selv til at udvikle videre på. Det, at mestre noget. Det, at
udvikle et eller andet til perfektion, når I står for enden af en række fejlslagne forsøg og endelig
finder en måde at lykkes på. Det bliver jeres sag.
Og som sagt: lad være med at fortvivle, når det bliver svært. Selvom I ikke kan undgå de generelle
omstændigheder, tiden og tilfældet, så kan I sagtens overskride specifikke omstændigheder i jeres
kampe.
Det bliver spændende at se, hvordan I gør det.
Og, nå, ja, så er I for resten også Michael skolens første hf-årgang. Det er kun onsdag, men jeg har
faktisk læst jeres vidnesbyrd, og vi kan konstatere, at I alle sammen har bestået jeres hf. Den kamp
har I hermed vundet.
Tillykke med det og held og lykke med det hele!