Kære 12. klasse,
Så er skoletiden ved at være gjort. Vi skal lige spise op, og så skal I være klar til festlighederne i morgen, køreturen og alt det øl og popmusik, I orker. Det bliver dejligt, og I skal bare nyde det.
Det skal I også, når det er overstået og I står der på eksistensens bare mark og tænker over, hvem I overhovedet er, hvad I overhovedet kan og hvad I skal nu… Det er ikke noget nemt projekt, I står overfor, men det er et godt projekt, og der er ingen grund til at fortvivle.
Det kan man ellers nemt komme til. Især hvis man lige rejser blikket og iagttager samtiden. Der er ingen ende på problemerne. Vejret er underligt, klimakrisen accelererer og de fattige milliarder i Afrika søger nordpå, fordi klimaet i Danmark bliver til Sydeuropa, Sydeuropa bliver til Nordafrika, Nordafrika til Sahara og Sahara til helvede på jord. Klimakrisen, fattigdomskrisen og flygtningekrisen har geopolitiske konsekvenser. Der er krig i Europa. En frygtelig krig, som tydeliggør en strategisk udfordring for Vesten, fordi kineserne vil have mere magt og støtter russerne. Den strategiske udfordring medfører kriser for demokratiet i flere vestlige lande.
Tiden er opskræmt, menneskene søger forhastede løsninger og læner sig til åndsforladte styrkemarkører. Despoter og teknologiske fix. Den ene stemme råber om kunstig intelligens som løsningen, som verdensregerende rationalitetsprincip, den anden stemme råber om kunstig intelligens som menneskehedens undergang. For os, hér på denne lille skole, er det nemt at komme til at tænke på Sankt Michaels-spillet: ”Tomheden hersker, vilkår råder, intet er klart mer’, alt er gåder.” Desværre er det ikke altid helt så nemt at indse, hvem eller hvad, der er dragen. Er det magthaverne? Er det os alle sammen, forbruget eller algoritmernes tidsrøveri?
Der er selvfølgelig ikke nogen drage. Mennesker fejler, og det gør vi både serielt og planløst. Det er både magthaverne, den ene procent, kineserne og kunstig intelligens og os selv, der er problemet. Faktisk hvad som helst, der ikke er investeret i at give levende, aktuel og imødekommende mening til vores flossede idealer: fornuften, kærligheden, friheden, retfærdigheden og freden.
Meningen med disse begreber er altid vokset ud af tvivlen og den oplevede tomhed, og begreberne, idealernes mening, har altid været stærkest og mest relevant, når de har været nuancerede og prøvet mod en kompliceret virkelighed. Arbejdet er det samme nu, som det har været før: det handler om at give verden og livet bedre betydning. Også kinesernes verden, russernes liv, også kunstig intelligens og klimaet som kriseerfaring.
Betydningsdannelsens kvalitet er et arbejde, der også rækker ind i det individuelle liv. Man vælger ikke selv sin tid og sine vilkår, men om ikke andet kan man sige om vores tid, megakrisernes tid, at der er noget at arbejde med – for enhver, der vil styrke betydningsdannelsen, dens nuancer og balancer.
Det gælder for jer som for alle os andre: I skal bare lade være med at forfalde til tavshed og dovenskab, og I skal også bare lade være med at forfalde til angst og depressiv modløshed i skærmenes skær. Hvis der var en drage, kunne den nok have at gøre med dumheden hos dem, der enten forfalder til påståelige, lette løsninger bag skærmene eller simpelthen spilder tiden.
I skal derimod finde jer et hjørne af virkeligheden, af den store, komplekse verden, og så skal I tilegne jer det hjørne i form af viden, erfaring, praksis, samarbejde og transformation. Og så skal I tilegne jer lidt mere. I skal bryde ud af ægget, og I skal vokse. Og det skal I blive ved med resten af jeres liv.
Og det skal I nyde! Det hele. Det er livet. Det er jeres, lige så fuldt som det er nogen anden skabnings. Det kan sagtens være, I skal kæmpe og lide nogle nederlag; men det er en del af livet. I skal ikke være bange for kampen, men I skal sørge for, at den nuancerer betydningsdannelsen her i verden – og i jer selv. Når det gør ondt, skal I lære noget. Ellers giver det jo ikke mening.
Somme tider er lykken, somme tider ulykken. Det er I ikke nødvendigvis herre over; men I kan bestemme, om processen med at give livet betydning er klog eller ej. Det bliver ikke bedre end som så, men det er faktisk også en fryd, at I uden videre kan gå ud herfra og gøre betydningsdannelsen bedre. Og i må gerne indlede med at klage over jeres vidnesbyrd. Det er da en fest.
Jeg håber selvfølgelig, I har fået nogle midler med på vejen. Nogle strategier til nuancering og transformation. Om ikke andet, kan I betragte denne tale som et sidste forsøg: ”I skal dit og I skal dat,” siger jeg, men det er jo slet ikke noget jeg bestemmer.
Så nu får I ikke flere formaninger herfra. I rest my case. Skolen smiler og vinker. Resten finder I selv ud af.
Tillykke med jeres hf.
Jacob K. Nielsen – onsdag den 21. juni 2023
