Studie- og ordensregler

Studie- og ordensregler (9.-10. Klasse + 1.-2. hf)
Gældende fra og med 1. februar 2018, redigeret 17. august 2021 og 9. september 2022.

STUDIEREGLER
• Du er forpligtet til møde til undervisningen, være forberedt og deltage aktivt. Du skal aflevere periodehæfter og opgavebesvarelser til den fastsatte tid.
• Du skal aflevere større opgaver – både de bekendtgørelsesfastsatte opgaver og årsopgaven – til den fastsatte tid.
• Fravær og manglende opgaveaflevering registreres løbende. Alt fravær registreres uanset årsag. Du har pligt til at orientere dig om omfanget af fravær fra undervisning og mangler i opgaveaflevering på skolens studieadministrative system. Hvis du er under 18 år, har du pligt til at orientere dine forældre/din værge om omfanget af dit fravær.
• Ferie kan kun afholdes i skoleferier, som de fremgår af ferieplanen. (Du kan dog ansøge skolens ledelse om fem dages ekstra ferie pr. skoleår).

Sanktioner
Ved overtrædelse af skolens studieregler, kan der iværksættes følgende sanktioner:

  • Ved fravær over 10 % for opgørelsesperioden (hver 3. måned), kan du blive indkaldt til en samtale vedrørende dit fravær.
  • Ved fravær over 15 % for opgørelsesperioden (hver 3. måned), kan du blive frataget din SU.
  • Hvis du, trods advarsler, ikke nedbringer dit fravær til under 15 procent, kan du blive bortvist fra skolen. Forudsætningen herfor er, at skolen har advaret om din fraværsudvikling (opgjort for perioden, når skoleåret er min. tre måneder gammelt) forinden.
  • Du kan nægtes oprykning til 2. hf, hvis dine lærere ikke kan vurdere dit faglige niveau pga. fravær eller manglende afleveringer.
  • Hvis du er under 18 år, kan du blive indkaldt til en samtale med dine forældre og repræsentanter for skolen.
  • Hvis du er over 18 år, kan du blive indkaldt til en samtale med repræsentanter for skolen.

Det er skolen, der bestemmer, hvilken sanktion, du får.

Elever med dokumenteret længerevarende sygdom eller kronisk sygdom, kan efter konkret aftale med ledelsen få en særlig ordning, hvor skolen kan tilbyde erstatningsundervisning.
Studiereglerne administreres i forhold til beskrivelsen i skolens fastholdelsespolitik.

ORDENSREGLER (HF)
Du skal tage hensyn og udvise respekt over for andre i tiltale og adfærd. Mobning og anvendelse af vold tolereres ikke og er årsag til bortvisning fra skolen.

Du må ikke gøre andre på skolen (elever og ansatte) til genstand for lyd- og filmoptagelser til offentliggørelse, uden at indhente tilladelse fra alle medvirkende. Det gælder enhver form for offentliggørelse og publikation også på private konti/profiler på sociale medier.

Du skal behandle skolens bygninger, inventar og materialer hensynsfuldt. Du må ikke anvende skolens bygninger, inventar eller materialer til andet end skolearbejde uden forudgående, skriftlig aftale.

Du skal overholde gældende lovgivning på skolens område.

Du er forpligtet til at være bekendt med skolens anvisninger og rette dig efter disse. Anvisninger meddeles på skolens hjemmeside eller i mails eller ved opslag.

Det er ikke tilladt at vise og/eller dele billeder med indhold, der kan virke krænkende.

Du må ikke ryge, anvende e-cigaretter eller snus i skoletiden, dvs. i tidsrummet 8.30-16.30 på skoledage. Dette forbud gælder såvel på skolens område som udenfor skolen.

Du må ikke indtage, besidde eller videregive alkohol eller andre rusmidler på skolen, hverken i undervisningstiden (herunder ekskursioner og rejser) eller uden for undervisningstiden. Rektor og rejseansvarlige undervisere kan dispensere fra denne regel ved særlige begivenheder og i begrænset omfang.

Skolens computere og skolens net må kun anvendes til undervisningsrelaterede formål.

Du må ikke downloade spil, musikfiler og ophavsretsbeskyttede programmer via skolens netværk, og du må ikke ændre opsætningen på skolens computere. Misbrug af skolens IT-system betragtes som hærværk.

Mad- og drikkevarer må ikke medbringes i undervisningstiden. Der kan dog aftales mulighed for adgang til drikkevand efter personlig aftale med underviser.

Du skal rydde op efter dig selv i klasseværelser og andre undervisningsrum, inden du forlader dem.

Du skal i din påklædning respektere, at skolen er en undervisningsinstitution.

Sanktioner
Overtrædelse af ordenreglerne vil normalt medføre, at du indkaldes til samtale med skolens ledelse og tildeles en skriftlig advarsel.

I grovere tilfælde vil du kunne bortvises fra skolen i op til 10 skoledage pr. år, der medtælles som fravær, eller fra enkelte arrangementer på skolen. I graverende tilfælde vil du kunne bortvises permanent med øjeblikkelig virkning, også i tilfælde hvor du ikke forud er tildelt en skriftlig advarsel.

Ødelæggelse af skolens bygning, inventar og undervisningsmidler samt andre elevers ejendele skal erstattes. Skolen har ingen forsikring. Det er derfor den enkelte elevs ansvar at være forsikret i tilstrækkeligt omfang.

Overtrædelse af gældende lovgivning anmeldes til politiet.

Hvis ordensreglerne overtrædes på en studietur, kan de ansvarlige lærere træffe afgørelse om at du hjemsendes for egen regning (de praktiske omstændigheder aftales med forældrene).

Reglerne er udformet i henhold til Bekendtgørelse om studie- og ordensregler m.v. i de gymnasiale uddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 611 af 28. maj 2019.

Studie- og ordensreglerne er godkendt af elevrådet for Michael skolen hf, senest 6. september 2022.