Michael Skolens fagpakke

Fagpakke
Michael Skolen hf tilbyder en fagpakke, der giver flere muligheder for videreuddannelse.

Den karakter- og eksamensfri hf giver eleverne adgang til at søge alle typer af videregående uddannelser på baggrund af det skriftlige vidnesbyrd, eleverne får, når de afslutter en Steiner hf.

Uddannelsesperspektiver
Michael Skolen hf udbyder en udvidet fagpakke. Det betyder, at du ikke kun kan søge ind på korte og mellemlange, men også lange videregående uddannelser, når du er færdig.

Michael Skolens fagpakke indløser de formelle krav (om kombinationer mellem fag og niveauer) til op til 213 forskellige, videregående uddannelser (i 2020-tal). Hertil kommer de uddannelser, du kan nå ved at supplere fagpakken. Tjek siden om supplering og videregående uddannelser her.

Dannelse
Fagene i Steiner hf supplerer de kunstneriske og praktiske fag, som er en vigtig og integreret del af uddannelsen i en Steinerskole – også i de to ældste klasser, der før hed 11. og 12. klasse, men som fremover vil blive omtalt som 1. og 2. hf.

Det handler om, at fagene hænger sammen indbyrdes, fordi din tænkning skærpes ved den kunstneriske og håndværksmæssige omgang med materialer. Du bliver bedre til at begribe og forstå. Det handler også om, at du lærer at løse problemer og skabe værdi på mange måder.

Valgfag
Når du søger ind på Michael Skolen hf via www.optagelse.dk, skal du forholde dig til fagpakkens valgfag. Du skal nemlig vælge, om du vil have historie, matematik eller musik på A- eller B-niveau.

Hele pakken
Den samlede hf-fagpakke på Michael Skolen hf henviser til Undervisningsministeriets hf-læreplaner, og vores fagpakke ser sådan ud:

A-niveau: Dansk samt ét af fagene historie, matematik og musik.
B-niveau: Engelsk, tysk (fortsætter) samt to af fagene historie, matematik og musik.
C-niveau: Billedkunst, biologi, fysik, geografi, kemi, religion, samfundsfag
Hertil kommer tre praktikprojekter og en skriftlig ugeopgave (SSO).

Fagene læses i en kombination af sammenhængende projektperioder (hovedfag), lektioner og ekskursioner – herunder rejser, der kombinerer kunst- og musikundervisning med samfundsfag, historie og religion.