Rektors tale til 2. hf/12. klasse, studentermiddagen tirsdag den 22. juni 2020.

Kære 12. klasse.

Det blev ikke, som vi havde håbet, og det blev ikke som det var planlagt, men det blev gjort, og nu er I færdige og klar til at komme ud og videre.

Det er – uanset omstændighederne – stort og flot. I dag er det kun tirsdag, og I dimitterer jo først i morgen, men jeg vil alligevel sige tillykke med det.

Og i øvrigt er man altid nødt til at forholde sig til omstændighederne.

Der er nogle ting, jeg plejer at sige i denne anledning, som jeg også gerne vil sige til jer. Og så er der også noget, jeg ikke har sagt før.

Jeg er så gammel, at jeg er vokset op med Bob Dylan-numre i æteren i tide og utide. Dylan fik ganske vist Nobelprisen i litteratur for et par år siden, men derfor er det alligevel ret udbredt at bedrive Dylan-bashing på forskellige platforme. Især blandt poeter, der selv synes, de er meget bedre end ham.

Men det er de ikke. Han er nemlig god nok. Også når han lyder som et får med covid-19. Han har for eksempel en strofe, han har skrevet i en sang til en af sine sønner. De lyder sådan her:

May your hands always be busy
May your feet always be swift
May you have a strong foundation
When the winds of changes shift

Umiddelbart lyder det som et dilemma mellem de travle hænder og den høje fart på den ene side, og det stærke, urokkelige fundament på den anden.

Men det er ikke et dilemma. Det er en relation eller en dynamik mellem egenskaber, man ikke kan lade være med at tilønske unge mennesker i almindelighed og jer, som afgangselever, i særdeleshed.

I skal både have et stærkt fundament og være dygtige til at bevæge jer med håndelag og sikkerhed gennem verden og tiden. Eller rettere sagt: i forhold til verden og tiden. For forandringens vind vil blæse, og det, der fungerede i går, fungerer ikke nødvendigvis i morgen. Man må selvfølgelig gøre sig umage i sin planlægning, men som I allerede har lært, er det ikke sikkert, planerne holder.

Min morfar blev student i 1940. Det var samme forår, Nazityskland besatte Danmark. Det havde han vist heller ikke planlagt. Man vælger ikke selv sine omstændigheder og man vælger ikke selv sin tid.

Der findes folk, der siger, at man kan vælge sine kampe; men det er kun delvist sandt. Der er omstændigheder og modstandere, man ikke kan undgå, og det er selvfølgelig også derfor, man somme tider pådrager sig et nederlag.

Det skal man bare ikke fortvivle over. Og det kan man bedst lade være med, hvis man har et stærkt fundament.

Hvis man ikke har et stærkt fundament, kan man hurtigt få den tanke, at livet er en meningsløs bevægelse, som alligevel skal dø og bringes til ophør. I sådan en tanke er der lighedstegn mellem død og meningsløshed. Men det er åbenlyst en forhastet slutning.

Det stærke fundament er bevidstheden om, at livet selvfølgelig er en måde at dø på, men, at processen kan give mening og gives mening, selvom man kan få lov til at kæmpe for det. Men kampen giver i sig selv mening, fordi de omtalte nederlag giver mening i forhold til de følgende kampe – det giver nemlig indlysende mening at lære noget undervejs.

Skolen har jo prøvet at lære jer noget – så I kan kæmpe og blive bedre til at kæmpe undervejs. Ikke for at sige, at vi har været lige gode til det hele tiden, men det er faktisk det, vi har kæmpet for: at I skal have indsigt i, at det er sjovere at lære noget af sine vanskeligheder end at lade være. Det er det fundament, vi har prøvet at give jer.

Farten og sikkerheden i jeres bevægelser gennem rumtiden og i forhold til jeres historiske og individuelle omstændigheder, kommer I selv til at udvikle i det videre forløb. Det, at mestre noget. Det, at udvikle et eller andet til perfektion, når I står for enden af en række fejlslagne forsøg og endelig finder en måde at lykkes på. Det bliver jeres sag.

Og lad være med at fortvivle, når det bliver svært. Selvom I ikke kan undgå de generelle omstændigheder, tiden og tilfældet, så kan I sagtens overskride specifikke omstændigheder i jeres kampe.

Det bliver spændende at se, hvordan I gør det.

Vi bliver tilbage, og vi kommer til at huske jer. Jeres kampe med at få en meget sammensat gruppe til at fungere i krydsfeltet mellem Steinerskole og offentligt hf-system – og mellem Indre by, Vestegnen og Vordingborg, kan man sige. Vi vil huske jeres belæste og megaflabede humor – og jeres store evner, for I kan jo virkelig meget. Både sprogligt, teknisk og musikalsk. Det tager vi ikke æren for. I er simpelthen en gruppe kompetente mennesker, som nu skal ud at dygtiggøre jer på egen hånd. Det er vi ikke urolige for. Ikke spor. Næ, næ. HELT rolige er vi. I er jo knivskarpe. Cirka.

I den sammenhæng vil jeg gerne lige tage en glæde på forskud. Sagen er jo, at jeg faktisk har læst jeres vidnesbyrd, og vi kan konstatere, at I alle sammen har bestået jeres hf. Den kamp har I hermed vundet.

Tillykke med det og held og lykke med det hele!