Kære studenter Når man holder sådan en tale, vil man gerne bygge op. Derfor vil jeg indlede stilfærdigt med at sige tak for vores rejser til Basel og Berlin her i forsommeren. I har været helt usædvanligt behagelige rejsekammerater, og jeg vil bære mindet om jer og de ture med mig i mit hjerte. Men det her handler jo ikke om mig. I er færdige på Michael Skolen, I har gennemført, hvad I gik i gang med, og i morgen er den store festdag, som jeg håber, I kommer hele vejen igennem med bevidstheden i behold. Husk at drikke vand. I aften kan vi lige kontemplere, hvad I bevæger jer ud i. Der er nok at blive bange for. Det er en verden, hvor vejret i stigende grad bliver underligt. Klimaet i Nordeuropa bliver sydeuropæisk, i Sydeuropa bliver det nordafrikansk, Nordafrika bliver til Sahara og Sahara bliver helvede på jord. De taler om mulige 50 graders varme i Indien, og når vi når derover, kommer vi rimeligvis til at opleve dødstal, vi ikke kan begribe. Udfordringerne for den samlede verden er til at få øje på, men investeringerne i den rige del af verden – som er en socialgruppe snarere end en geografisk baseret delmængde – koncentrerer sig ikke om klimaet eller miljøet, men derimod om det militærindustrielle kompleks og om AI, der er et tvivlsomt udviklingstema. Afviklingstema, måske. En ting er, at AI koster arbejdspladser og for så vidt kan komme til at true kapitalismen og det marked, hvor ejerne af de klimatunge datacentre skal finde deres købere. En anden, at AI næppe adskiller sig fra andre, teknologiske opfindelser i forhold til ambivalens: for hvert problem, digitale teknologier har løst, har de skabt nogle nye. I ved bedst selv, hvad en banal smartphone og det, den indeholder, har kostet jeres generation i trivsel, i læsefærdigheder og i muligheden for at beherske egne lyster, egen tid og egen, oplevet værdi. I og jeres tid er blevet kapitaliseret, og I står med en fragmenteret offentlighed, som bliver stadigt mere fyldt af AI-genereret skrammel. AI er en bit-generator, der begynder at citere sig selv, og den har jo ingen moral. Således holder AI ikke rigtig, hvad den lovede om intelligente klimaløsninger. Til gengæld er AI en effektiv spiller i det militærindustrielle kompleks, og man kan godt – hvis man er en smule sortsynet eller ulykkesbevidst – se en militariseret hverdag for sig med mere overvågning og mere menneskelig magtesløshed, end vi nogensinde før har set. Som art betragtet har vi ellers set en del. Dertil kommer al den uro og aggression, der hersker i det sociale liv, når tiderne er udfordrede. Alt det religiøse vrøvl, alt det etniske racevrøvl. Den voldsomme længsel efter gruppeidentitet og forankring når det hele sejler. Men sagen er jo, at man ikke selv vælger sin tid. Det var rimeligvis meget værre at leve under pesten i senmiddelalderen, og der har virkelig næsten altid været mulighed for at gå i panik. Men der har også altid været mulighed for at skabe mening i stedet for at gå i panik. Hvad er meningen med det hele, spørger vi, og svaret er nok, at det er til forhandling. Meningen afhænger af indsatsen. Af det nærvær, vi lægger i relationerne og af den koncentration, vi lægger i arbejdet. Og der er faktisk nok at arbejde med. Det være sig naturforholdet, de politiske relationer, de menneskelige relationer og vores relationer til de ting, vi omgiver os med. Verden skal stadig kultiveres, og I skal til stadighed åbne og kultivere nye vilkår i verden. Og det kan I også godt. Blandt andet fordi I har gået i skole. Blandt andet fordi, I har gået i en skole, der koncentrerer sig om læreprocesser frem for resultater. Men primært fordi I er jer selv. Vi har så nogenlunde udviklet på de talenter, I kom med, og vi har ikke ødelagt jer. I kan selv definere jeres problemfelter og selv løse dem med inddragelse af andre mennesker og alle jeres kundskaber. I er blevet voksne og ejer både optrænet intuition, moral og kritisk begrebsanvendelse. Selvfølgelig har I alle sammen jeres at slås med, som det hedder. Som menneske bliver man ikke kun prøvet i forhold til alle de andre mennesker, men også i selvforholdet. Men det er ikke noget at græde over, det er et livsvilkår. Og I har midlerne til at tage kampene med meningen, omverden og selvet. Til en vis grad fordi, Michael Skolen er en meget fin støbeform; men i højere grad fordi I er kommet ud på den anden side af barndommen og puberteten og al dens gamle rod. I skal videre. Det er nu, det bliver fedt. Spændende og udfordrende, men også fedt. Lad være med at tro, kampen nogensinde er tabt. Der er altid noget mere at vokse ind i, nye døre at åbne. Også i disse tider. Jeg ser på jer og tænker: You’ve got a strong foundation when the wind of changes shift. Nu skulle jeg præstere et crescendo og råbe hurra for årets studenter – og det er jo også godt gået, for pokker da. Men I er ikke længere en gruppe mennesker med fælles skemabrikker, og det er mere passende at nævne jer enkeltvist: Tillykke med jeres hf. I alle sammen og hver især længe leve! Rektor Jacob K. Nielsen