På Michael Skolen arbejder vi med digital dannelse som en del af elevernes samlede udvikling. Teknologi og medier introduceres gradvist og alderssvarende, så eleverne lærer at begå sig i et digitaliseret samfund uden at miste kreativitet, nærvær og et levende sanseapparat.

Medier er en del af nutidens dannelse, men de skal anvendes bevidst, målrettet og med tydelige relevanskriterier. Digitale redskaber må ikke stå i vejen for elevernes direkte erfaringer med naturen, materialer og det sociale fællesskab.

Grundlæggende værdier for mediebrug i skolen

  • Medier introduceres varsomt. I de tidlige skoleår prioriteres sanseoplevelser, leg, bevægelse og fysisk aktivitet frem for skærmbrug.
  • Eleverne skal lære at være aktive, skabende og kritiske brugere af medier.
  • Digitale værktøjer kobles, hvor det er relevant, med kunstneriske og håndværksmæssige arbejdsformer.
  • Skolegård og udendørs fællesarealer er skærmfrie for elever, lærere og forældre i tidsrummet 8.30 - 16.30, og så vidt muligt ved skolens årstidsfester og lørdagsskoler. (Undtaget undervisningssituationer.)

Samarbejde med elever og forældre

Digital dannelse er et fælles ansvar

  • Elevrådet drøfter løbende forhold omkring medier og skærmbrug.
  • Digital dannelse vokser i et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem skole og hjem, hvor vi hver især tager ansvar for vores del.
  • På forældremøder deles erfaringer, iagttagelser og aftaler omkring digital dannelse.
  • Skolen samarbejder med eksterne fagpersoner og afholder årligt oplæg og foredrag for
    elever, forældre og medarbejdere.
  • Det er forældrenes ansvar at føre tilsyn med og sætte rammer for deres barns digitale liv i fritiden. Dette omfatter brug af spil, sociale medier og sms-/chatbeskeder, samt øvrige online aktiviteter.
  • Forældre har ansvar for at kende til, hvilke platforme deres barn benytter, hvem barnet er i kontakt med, samt hvordan tone, adfærd og tidsforbrug håndteres.
  • Skolen forventer, i overensstemmelse med databeskyttelseslovgivningen at aldergrænser for sociale medier og onlineplatforme overholdes.
  • Ved optagelsessamtale til skolen, orienteres om skolens holdning til medier i skole og hjem. Af hensyn til samarbejdet mellem skole og hjem, forventes skolens anbefalinger overholdt.
  • Skolen forventer, at eleverne overholder reglen om, at smart Devices ikke benyttes på skolens område, med mindre det er i undervisningsøjemed.
  • Mobiltelefoner og andre devises må ikke - på skolens område - benyttes af elever før og efter skoletid.

Computere

I takt med elevernes alder bliver digitale arbejdsredskaber en mere naturlig del af undervisningen.

  • Fra 6. klasse kan elever blive bedt om at medbringe en bærbar computer. Skolen råder også over udstyr til udlån i skoletiden.
  • I overskolen og HF forventes det som udgangspunkt, at eleverne medbringer en bærbar computer eller funktionel tablet.
  • Det er altid underviseren, der vurderer, hvornår udstyret skal anvendes. At have computeren med betyder ikke, at den skal være åben hele tiden.

Enkelte elever benytter, efter aftale, computer i løbet af skoledagen som et pædagogisk redskab, der understøtter deres læring og giver dem mulighed for at arbejde på lige fod med klassens
øvrige elever.

Skolen anvender LUDUS og SKOLEINTRA som studieadministrative platforme. Her findes skemaer, lektier, materialer og information om aflevering af opgaver.

SKOLEINTRA er den platform hvori kommunikation mellem lærere, forældre og elever foregår.

Elevene tilgår SKOLEINTRA  fra og med 6. klasse.

Mobiltelefoner

1.–8. klasse

Mobiltelefoner samles ind hver dag og opbevares i klassens mobilskab. Fra 6. klasse kan telefoner anvendes i undervisningen efter lærerens anvisning.

Skolerejser

Elever i grundskolen medbringer ikke mobiltelefoner eller andre devices på skolerejser.

9.–10. klasse

Telefonerne afleveres ved skoledagens begyndelse og udleveres ved skoledagens afslutning. Læreren kan inddrage dem i undervisningen, hvorefter de afleveres igen.

1.–2. hf

Eleverne har adgang til telefonerne i spisepausen og afleverer dem igen, når pausen er slut. Undervisere kan give adgang i konkrete undervisningssituationer.

Medarbejdere

Skolens medarbejdere bærer tændte, men lydløse mobiltelefoner i arbejdstiden, da skolens brandvarslingssystem aktiveres herpå, samt for at kunne have direkte kontakt til elevers forældre, såfremt dette er påkrævet.