
Vil du gå på en ungdomsuddannelse med rejser, kunst og håndværk på skemaet? Så besøg os til vores Åbent Hus, hvor du har mulighed for at høre mere om vores 10. klasse og Steiner HF samt møde elever og lærere.
Vores skole er karakter- og eksamensfri med en individuel evaluering som afslutning. Michael Skolen HF udbyder en udvidet fagpakke, hvilket betyder, at du efter endt uddannelse ikke kun kan søge ind på korte og mellemlange, men også lange videregående uddannelser.
Til Åbent Hus kan du selv gå rundt på skolen, besøge vores åbne værksteder eller få en rundvisning af vores elever. Der vil også være mulighed for at tale med studievejlederen om fag og praktiske spørgsmål. Vores elever, lærere og rektor vil desuden være til stede for at svare på spørgsmål og tage en snak om vores ungdomsuddannelse og fremtidsmulighederne med en Steiner HF.
PROGRAM
- Fælles velkomst ved rektor Jacob K. Nielsen i skolens sal kl. 17.00, efterfulgt af et musikalsk indslag
- Nuværende og tidligere elever fortæller om vores ungdomsuddannelse
- Mulighed for rundvisning
- Åbne værksteder og oplæg fra Studievejleder
- Tak for i aften kl. 19.00
Vi glæder os til at vise dig rundt og give dig en hyggelig og inspirerende aften, og dine forældre er også meget velkomne.
Informationsmøder/rundvisninger
Har du ikke mulighed for at deltage i vores Åbent Hus, kan du i stedet komme til en rundvisning/informationsmøde om 10. klasse og Steiner HF. Tilmelding er nødvendig – reserver din plads til et af vores kommende informationsmøder med rundvisning HER
- Lørdag den 15. november 2025 kl. 12.30-14.00
- Lørdag den 21. februar 2026 kl. 12.30-14.00
10. klasse – et år fyldt med spændende fag og og aktiviteter
10. klasse markerer både afslutningen på grundskolen og starten på en ny rejse. Her får du frihed til at udforske forskellige aktiviteter som dramaproduktion, landmålingstur og et innovationsprojekt. Som en del af samfundsfaget tager vi til Folkemøde på Bornholm, hvor du får indblik i samfundsdebatten.
Du får en fantastisk mulighed for også at få undervisning i kunstneriske og praktiske fag. Således er tegning på skemaet og du arbejder i skolens værksteder med kobbersmedning, vævning og keramik.
10. klasse fungerer ligeledes som en perfekt forberedelse til skolens ungdomsuddannelse – Steiner HF. Du får meritgivende hf-fag, så du er klar til hf-årene uden ekstra undervisning.
10. klasse på Michael Skolen handler kort sagt om at udvikle dig både intellektuelt, praktisk og kreativt. Oplev et år med spændende fag og aktiviteter, der hjælper dig med at blive den bedste version af dig selv.
Akademiske fag
- Biologi
- Dansk
- Engelsk
- Fysik
- Geografi
- Historie
- Kemi
- Matematik
- Musik
- Religion
- Samfundsfag
- Tysk
Projekter
- Dramaproduktion
- Dramafestival
- Innovation og iværksætteri
- Landmåling
- Orkester (med rejse)
Kunst og håndværk
- Keramik
- Kobbersmedning
- Maleri og tegning
- Vævning
- Webdesign
10. klasse er et år, hvor du kan bevæge dig frit mellem mange aktiviteter, der giver mening for dit videre forløb.


Steiner HF – en ungdomsuddannelse med musik, kunst- og håndværksfag på skemaet
Steiner HF på Michael Skolen forener din akademiske dannelse, der er adgangsgivende til alle slags videregående uddannelse, med din praktiske, sociale og kunstneriske dannelse. Det handler om at gøre dig parat til dine individuelle livsvalg, uanset, om du vil videre i job, en akademisk universitetsuddannelse eller en kreativ eller praktisk uddannelse.
Skolens personale er højtuddannet i alle retninger, og de ansatte er der for dig og dine
klassekammerater dag ud og dag ind gennem hele forløbet. Miljøet er intimt, omgangstonen er respektfuld, men også lige ud ad landevejen, og hjælpen er altid lige ved hånden.
Rejser
Undervejs i hf-forløbet på Michael Skolen deltager du i tre rejser: en historie- og samfundsfaglig
rejse i 1. hf, en musikrejse (orkesterrejse) i 1. eller 2. hf og en afsluttende, to uger lang
kunst- og kulturrejse i 2. hf. Rejserne er arbejdsrejser, hvor du både skal opleve og performe
sammen med dine klassekammerater. Det er dannelsesrejser. Men det er selvfølgelig
også sociale begivenheder.
Årsopgaven – dit helt eget projekt
Fra 1. februar i 1. hf til slutningen af januar i 2. hf udvikler du dit selvstændige projekt, årsopgaven. Du definerer emnet, formatet og du udvikler det færdige projekt, både teoretisk og kunstnerisk eller praktisk, men selvfølgelig har du en vejleder. Arbejdet giver dig erfaring med fordybelse og dyb kompetenceudvikling, inden du pitcher projektet ved en offentlig begivenhed, når du afslutter projektet.

Andre fag og projekter
- Årsopgave
- Arkitektur
- Bogbinding
- Bronzesmedning
- Dramaproduktion
- Maleri
- Stenhugning
- Sølvsmedning
- Tegning
Vidnesbyrd og videreuddannelse
Steiner HF er karakter- og eksamensfri, men din faglige dannelsesproces bliver evalueret
undervejs, og forløbet afsluttes med et afgangsvidnesbyrd, der evaluerer dit standpunkt
i opsummerende prosa. Vidnesbyrdet opfylder de generelle krav på alle videregående uddannelser
og er adgangsgivende via kvote 2.
Michael Skolen har årlige kurser i, hvordan du optimalt søger videre på Business Schools eller universiteter via kvote 2, hvis det er den vej, du skal videre på.
Michael Skolens hf-fagpakke er bred og giver direkte adgang til at søge over 200 videregående uddannelser. Se vores fagpakke HER
Betaling
Michael Skolen HF er et privatgymnasium, der blandt andet finansieres ved hjælp af brugerbetaling. Du kan læse om skolepenge og andre bidrag HER.
Skolebus
Skolen har lejet to busser, der kører fra hhv Herlev station og Høje Taastrup station til skolen. Det er gratis at køre med skolebussen, og forældre/pårørende må gerne følge med børnene i bussen, hvis der er ledige pladser.
Skolebussen kører fra Høje Taastrup station ca. kl. 8:20 (tilpasses togtider) og fra Herlev station kl. 8:25.
Der er eftermiddagsbus fra skolen til Høje Taastrup station. Den kører almindeligvis kl. 15:45 og kan benyttes efter aftale.
Har du spørgsmål eller er du nysgerrig efter at høre mere om vores ungdomsuddannelse?
Du er meget velkommen til at kontakte vores studievejleder, Mathilde, på telefon 26 48 09 71 eller skrive til hende på mo@michaelskolen.dk


